Mens Mobile World Congress i sidste uge løb af stablen i Barcelona, halter vi langt efter med udviklingen af mobile løsninger i Danmark. Jeg synes, det er på tide, at vi vågner op og udvikler flere løsninger med sms og mobiltjenester - især inden for det offentlige.
I Danmark forsvandt interessen for mobilitet med it-boblens brist. På det offentlige område har dialogen med borgerne fokuseret på traditionel internetteknologi i stedet for at integrere mobiltjenester.
Jeg synes, det er underligt, at vi ikke har fulgt udviklingen, når vi er et af de lande, der har flest mobiltelefoner pr. indbygger. Mobilteknologierne er så udbredte i dag, at man vil kunne ramme en langt større skare af borgere med mobilservices end med internettet. Der er endda flere ældre, der har mobiltelefoner med onlinefunktioner, end der har internetopkobling på traditionel vis.
Der er altså et enormt uudnyttet potentiale, som jeg mener, at vi bør fokusere på i fremtiden. Jeg vil derfor foreslå, at langt flere af ydelserne inden for det offentlige bliver gjort til mobilløsninger. På sms-området kunne man f.eks. sende en sms-påmindelse én uge før, min selvangivelse skal indberettes, inden mit pas udløber eller minde mig om min behandlingstid på hospitalet.
Og taler vi større mobiltjenester, jeg skal hente ned på min mobiltelefon, kunne man give mig aktuelle trafikmeldinger på mobilen, der fortæller hvilke veje, der er lukket pga. sne osv. Eller jeg kunne blive opdateret på skolelukninger, eller mit barns placering på vuggestue-/børnehaveventelisten via en slags "dit barn"-tjeneste, der pusher al offentlig kommunikation omkring mine børn ind på min mobil.
Jeg kan ikke se andet end fordele ved i højere grad at benytte mobilen inden for det offentlig. Det vil lette arbejdsbyrden for mange offentlige ansatte og samtidig lette adgangen for mange borgere.
Hvad mener I om mobiltjenester og det offentlige?
Deltag i debatten her.
Før jul havde jeg fornøjelsen af at deltage i IT-Brancheforeningens event om grøn it i den gamle Børsen-bygning sammen med flere af verdens største teknologivirksomheder.
Det var en spændende debat, og vores nye Klima- og Energiminister Lykke Friis deltog også. Det er jeg glad for, for det er ingen hemmelighed, at jeg synes, at vi herhjemme, rent politisk set, ikke har rykket os nok og ikke udnytter det store potentiale, der er i grøn it for at løse klima- og energiudfordringerne.
Men nu skriver vi 2010 og med det nye års komme, så håber jeg også, at vi vil se vores nye Energi- og Klimaminister komme på banen med nye visionære løsninger for et grønnere Danmark - for det har vi brug for.
Under COP15-cirkusset havde vi hele verdens øjne rettet mod København, og det var en fantastisk mulighed for endnu en gang at slå på tromme for, hvordan grøn it kan gøre en stor forskel og være en del af løsningen. Og selvom det var meget godt under topmødet, så lettede taget aldrig ude i Bella Centret og der kom aldrig rigtigt gang i debatten om grøn it og dens fordele og hvordan vi bedst anvender den i Danmark og i verden generelt.
Derfor vil jeg da gerne komme med et enkelt forslag, der på bagkant af COP15, måske kan starte den debat om grøn it herhjemme som vi bør have.
Flere tværpolitiske grønne it-initiativer
Set fra min stol har vi slet ikke været dygtige nok til at tænke fordele og muligheder ved grønne it-løsninger ind i den klimastrategi, som Lykke Friis' forgænger har stået i spidsen for. Det er en skam, når potentialet er stort, og løsningerne er temmelig ligefremme. Vi har brug for mange flere initiativer fra Klima- og Energiministeriet, der sammen med andre involverede ministerier kan være med til at omstille vores samfund til de nye klimakrav, hvor Danmark som bekendt skal mindske CO2-udslippet med 20 procent frem mod 2020.
Et område, som jeg håber, at Klima- og Energiministeriet i samarbejde med de øvrige ressortministerier vil kigge nærmere på, er hjemmearbejdspladser.
Hjemmearbejde skal sættes fri
I dag er det mange steder muligt via it at oprette hjemmearbejdspladser, og det er godt, fordi det giver den enkelte medarbejder mere fleksibilitet i forhold til tilpasning af arbejdstiden og giver rammer for en bedre work-life balance, samtidig med at det fjerner trafik fra de i forvejen hårdtprøvede motorveje. Mindre behov for at pendle betyder mindre trafik, og mindre trafik betyder mindre CO2-udstødningsgasser.
Men desværre er den nuværende arbejdsmiljølovgivning sådan skruet sammen, at det er tæt på umuligt at udnytte de fordele, der er forbundet med flere hjemmearbejdspladser. Og når nu teknologien til at oprette velfungerende klimavenlige hjemmearbejdspladser er på plads, er det en skam, at lovgivningen ikke er det. Det, jeg kunne ønske mig, var, at man tog sine ambitioner om det digitale danske samfund mere alvorligt og fx satte nogle testforsøg i gang, hvor man i samarbejde med erhvervslivet og/eller det offentlige oprettede hjemmearbejdspladser og så evaluerede forløbet om et år tid, hvor man målte på klimabesparelserne, arbejdsglæden og effektiviteten. Jeg er sikker på, at det vil være en Win-Win-Win situation. Men det er naturligvis ikke kun hjemmearbejdspladser, der via den rette it-anvendelse kan hjælpe Danmark med at blive mere digitalt og mere klimarigtigt på samme tid, men vi skal jo starte et sted, og her mener jeg, at hjemmearbejdspladser er et godt sted at starte, fordi det vil have betydning for en masse danskere.
19. december, 2009 kl. 09:26 af editor
BLOG: Klimakonferencen har understreget it-sektorens potentiale til at bidrage til en løsning til klimaudfordringen, men der er behov for politisk lederskab fra verdens stats- og regeringschefer.
AF: Paul Robson, Microsoft
Nu hvor klimakonferencen bevæger sig ind i den sidste og afsluttende fase, venter vi alle spændt på, hvad verdens stats- og regeringschefer kan blive enige om.
Uanset hvad resultatet bliver, kan jeg personligt berette, at de to sidste uger har været det mest positive, jeg har oplevet, siden jeg begyndte at beskæftige mig med IT og bæredygtighed for omkring 2 år siden. Som Keld skrev i denne blog for nogle dage siden, har vi set, hvordan COP15 virkelig har rykket ved folks opfattelse af ITs rolle som en del af løsningen til klimaudfordringen.
På Bright Green udstillingen under COP15 vrimlede det med virksomheder fra hele verdenen, der udstillede produkter og prototyper - alle mulige løsninger, som vil kunne hjælpe med at aflaste miljøet. Aldrig har der været så stor en samling af virksomheder, der alle sammen er rejst til Danmark, for at vise deres bidrag til en fremtidig bæredygtig verden.
Jeg er også blevet meget inspireret af, hvordan verdenens største ICT virksomheder har taget udfordringen op. Microsoft har i et blogindlæg opfordret verdens stats og regeringschefer til at skabe en ambitøs aftale for reduktioner af globale udledninger. Men Microsoft er langt fra de eneste der tager ansvar, og ved et arrangement i Børssalen fredag den 11. december anerkendte talspersonerne fra syv store multinationale ICT-virksomhder deres ansvar for selv at reducere deres miljømæssige fodaftryk, samt for at arbejde sammen om at skabe løsninger, der kan hjælpe deres kunder reducere deres energiforbrug.
Efter arrangementet kunne man i Børsen forleden læse om, hvordan "IT-giganter giver politikere grønt baghjul". Jeg er ikke helt sikker på, at formuleringen er præcis, som jeg ville have udtrykt det. I Kyoto-protokollen talte man om, hvordan forskellige lande har et "fælles, men differentieret ansvar", og jeg mener, at man kunne sige det samme om ansvarsfordelingen mellem politkere og den private sektor.
Jeg tror ikke, at virksomheder kan gøre det alene. Mange er begyndt at investere meget i grøn teknologi, men for at dette kan fortsætte, har vi brug for, at politikerne binder sig til en ambitøs klimaaftale, der giver et sikkert grundlag for virksomheder, om hvordan man i fremtiden vil regulere CO2 udledninger. Fra Microsofts side anvender vi i dag 9.4 milliarder dollars på forskning, udvikling og innovation årligt. En stigende andel af dette bliver anvendt på grønne løsninger, hvor vi nu arbejder på at integrere bæredygtighed som et overordnede princip i alle vores produkter, som vi gør det i dag med sikkerhed og privacy.
For at fortsætte med at accelerere denne proces i hele ICT-sektoren og i andre sektorer, har erhverslivet behov for et klart signal fra verdenens politikere om, at vi er på vej til en mere bæredygtig verden.
Paul Lloyd Robson
Microsoft
Environmental Sustainability Lead - Nordics
Legal and Corporate Affairs (LCA)
BLOG: Jeg er fuld af energi og tro på at teknologi og IT flytter noget under COP15. Vi er nævnt alle steder. Det her gør en forskel !!
Torsdag: IDC offentliggør en rapport som viser det kæmpe potentiale IT har for at hjælpe med klimaudfordringen. Japan er det land i verden som er mest klar med IT. Danmark var ikke med i rapporten, men vi sagter bagud på digitaliseringen. Gad vide om regeringen har nye visioner i ærmet, der sker ikke meget ellers.
Fredag: 7 store IT virksomheder i paneldebat i Børsbygningen. Lykke Friis åbner og siger det direkte: IT har stort potentiale for at hjælpe verden med klimaudfordringen. Sagt af en minister for første gang, til IT-branchen, kunder og pressen.
Mandag: Stor reception for Arnold Schwarzenegger i den amerikanske ambassadørs bolig. Den amerikanske energiminister Chu dukker også op. De to taler hinanden varme om hvad teknologien kan gøre. Dejligt at høre, at Obama har sat "the technology in front again". Store klapsalver fra ministre, erhvervsfolk og andre kendisser.
Det vælter fortsat ind med VIP's og jeg har fået mit "secondary pass", så jeg kan komme i Bella centret også fra i dag. Godt jeg ikke skal stå i kø i 5 timer.
I aften er der gallamiddag i Axelborg for den amerikanske delegation og 8 andre landes delegationer. Slutforhandlingerne går snart ind. Jeg må se at få præget dem til at tale endnu mere teknologi og IT.
Sikke nogle travle uger.
15. december, 2009 kl. 09:42 af editor
Af: Lars Damgaard, Segmenta
Den videnskabelige enighed der har indfundet sig på klimaområdet er første skridt i retning af en løsning på klodens enorme klimaproblem. En enighed som videnskaben ikke havde kunnet opnå uden effektiv anvendelse af IT, da alle forskere er storforbrugere af IT.
Det næste skridt i løsningen af klimaproblemet er global politisk enighed om tilstrækkelig reduktion i anvendelsen af fossile brændstoffer, så udledningen af CO2 og andre drivhusgasser først begrænses og dernæst reduceres ganske drastisk inden for en kortere årrække - ikke om 100 år, men allerede i vores levetid.
Jeg er rimelig sikker på at det igangværende COP15 møde i København ender med en global politisk ambitiøs klimaaftale. Medierne vil op til jul være op vil være fyldt af optimistiske politikere der forsikrer os alle om, at man med klimaaftalen er godt på vej til at løse klimaproblemet.
Ikke for at være pessimistisk og lyseslukker, men jeg tror at det sidste skridt i løsningen af klimaproblemet - altså den omfattende globale reduktion i anvendelsen af fossile brændstoffer og dermed overgangen til produktion af energi ved hjælp af bæredygtige teknologier er en langt større udfordring end 'blot' af indgå en global klimaaftale som afslutning på COP-15 mødet.
Sporene fra historien med hensyn til at opfyldelse politiske aftaler - hvis man fx gør regnestykket op i relation til Kyoto-aftalen, der blev indgået i 1997 og som lovede en reduktion på mere end 5% af det globale udslip af drivhusgasser allerede i dag i forhold til 1990-niveaet - må man desværre konstatere at det er gået lige modsat. Udslippet af drivhusgasser er steget og ikke faldet siden 1990.
Hvis det skal lykkes at erstatte de fossile brændstoffer med alternativer skal der investeres omfattende i forskning og udvikling af nye grønne teknologier nu og i de kommende år. De kendte alternativer til de fossile brændstoffer såsom vind-, sol- og bølgenergi er ikke tilstrækkelige effektive og økonomisk konkurrencedygtige i forhold til de eksisterende teknologier.
Energiforbruget til boligopvarmning er en af de store energislugere, og en besparelse her vil have stor positiv indvirkning på miljøet. SEAS-NVE er i øjeblikket ved at udrulle intelligente elmålere til 350.000 husstande og det giver forbrugerne mulighed for løbende at følge el-forbruget via hjemmesiden www.minmåler.dk Al erfaring viser, at man som privatperson aktivt bliver påvirket til at reducere sit forbrug, når man på daglig basis får præsenteret sit faktiske forbrug.
IT er i sig selv ikke løsningen på klimaproblemet, men er et af de afgørende redskaber i de kommende års forskning og udvikling. IT vil være en hjørnesten i løsninger der fx kan reducere energiforbruget indenfor mange sektorer. I dag findes der allerede en række innovative grønne IT-løsninger - besøg www.greenitdenmark.com og bliv inspireret.
Så med Connie Hedegaards åbningsbemærkning fra COP15 er der blot at sige: 'let's get it done'.
Lars Damgaard er partner og administrerende direktør i Segmenta A/S
11. december, 2009 kl. 14:52 af editor
Af: Robin Prudholm, Senior Systems Engineer, VMware
Selvfølgelig har erhvervslivet et ansvar i forhold til mere hensigtsmæssig brug af vores fælles ressourcer, og den udledning samme brug resulterer i, men det er ikke det eneste ansvar vi har. Vi har mange hensyn at tage, ikke mindst ansvaret overfor ejere og ansatte eller kortere sagt, vores første og største forpligtigelse er at drive en sund forretning med positiv bundlinje. Hvis vi ikke tjener penge overlever vores virksomhed ikke, til skade for både ejere, ansatte og det omgivende samfund. Vi kan ikke gøre noget godt for nogen, heller ikke miljøet, hvis vi ikke længere eksisterer.
Vi er ikke bare ramt af klimaforandringer, men også af en finanskrise. Vores særlige ansvar er at finde løsninger der både øger effektiviteten og nedbringer CO2 aftrykket. I VMware kalder vi det Energize and Save. Jeg vælger at kalde det bæredygtig vækst.
Bæredygtig vækst er en gevinst for dansk erhvervsliv, og har tilmed også potentiale til at være en del af den motor der skal trække vores velfærdssamfund i fremtiden.
På den ene side handler Grøn IT om, at vi som virksomheder hele tiden er opmærksomme på nye metoder at drive vores forretning på, der giver gevinst både på bundlinjen og i det grønne regnskab. Her findes der mange eksempler, men ingen der giver så meget gevinst per investerede krone som virtualisering af datacentre. Virtualisering er det perfekte eksempel på grøn teknologi, der har positiv indflydelse mange steder i vores forretning. Betydelig bedre driftsøkonomi, frigørelse af personaleressourcer til mere fremadrettede opgaver, automatisering og væsentlig højere oppetid, kombineret med en nedsættelse af strømforbruget til maskiner og køling på helt op mod 80%. Her er danske virksomheder rigtig godt med og titusindvis af gamle servere er kørt til (miljørigtig) skrotning de seneste år og mange flere er på vej.
På den anden siden er Grøn IT også en kæmpe mulighed for et videnssamfund som det danske, og satsninger på udvikling af grønne løsninger der både gavner miljøet og pengepungen, har potentiale til internationale erhvervseventyr med arbejdspladser, valutaindtægter og nedsættelse af CO2 udledning som positive effekter.
Danmark er rigtig godt med og det er vigtigt at vi holder momentum… Vores virksomheder skal være i front med anvendelse af grøn teknologi og i udviklingen af samme, det er det ansvar vi har. Bæredygtig vækst viser vejen til fremtiden, en fremtid hvor velfærd og miljørigtig opførsel ikke udelukker hinanden, men tværtimod er to sider af samme sag.
Robin Prudholm er Senior Systems Engineer hos VMware.
|
| Abonner på ITBs blog ved at indsætte RSS-feedet i din feed-reader. Højreklik og 'kopier genvej' på ikonet til højre. |
|  |
Tagcloud
Seneste indlæg
Arkiv
Kategorier
Blogroll
Login
|